Bivirkninger

Efter behandling med botox kan der forekomme enkelte bivirkninger. De fleste er milde og forbigående.

Musklerne bliver ofte en smule tyndere, men det er som regel så lidt, at man ikke lægger mærke til det. Hvis behandlingen sættes på pause i længere tid, vender musklerne tilbage til normal fylde.

Der kan opstå tyggebesvær i de uger, hvor virkningen er kraftigst. Det hænger sammen med, at botox får musklerne til at slappe af – og det er netop denne muskelafslapning, der giver den ønskede effekt mod kæbespændinger. Besværet går som regel over af sig selv. Ved senere behandling kan dosis eventuelt justeres ned. Hos ganske få ændrer kontaktfladerne mellem tænderne sig en smule.

De hyppigste bivirkninger er:

  • Ømhed eller et lille blåt mærke ved indstiksstedet (skyldes nålestik, ikke selve medicinen).

  • Tyggebesvær i de uger, hvor virkningen er kraftigst.

  • Kæbemusklerne kan blive lidt tyndere.

Andre forhold:

  • Paradoks udbuling (paradoxical bulging): Forekommer i nogle få procent af behandlingerne. Her kan en lille del af kæbemusklen bule frem, især når man bider tænderne hårdt sammen. Det sker, fordi musklen består af flere lag: når de dybere dele slapper af, kan det øverste lag se mere tydeligt ud. Fænomenet ses typisk kun i de uger, hvor virkningen er stærkest, og det har ingen betydning for selve effekten mod kæbespændinger. Risikoen er mindre i Klinik for Kæbespændinger, da vi altid behandler ultralydsvejledt og sikrer, at også det øverste lag af musklen behandles.

  • Variation i spytkirtlens placering: Foran den bagerste del af kæbemusklen ligger ørespytkirtlen (parotis). Hos de fleste dækker den kun en mindre del af musklen, men hos et mindretal strækker den sig langt frem og kan dække en stor del. Hos disse patienter vil en del af dosis uundgåeligt lande i kirtelvævet, hvis der ikke bruges scanning. Det giver en smule hæmning af spytproduktionen, men ingen afslapning af musklen – og dermed en mindre effekt på kæbespændingerne. Dette er en af forklaringerne på, hvorfor behandling uden scanning, fx i kosmetisk regi, opleves som mindre effektiv end behandling i Klinik for Kæbespændinger, hvor injektionerne altid udføres scanningsvejledt.

  • Allergi og infektion: Der findes en teoretisk risiko for allergisk reaktion eller infektion efter injektioner. I praksis forekommer det yderst sjældent. Trods mere end 13 års erfaring og mere end 7000 Botox behandlinger har Michael ikke været ude for hverken infektion eller alvorlig allergisk reaktion.

Ultralydsscanning af kæbemusklen ved botoxbehandling

Hvorfor vælge scanning ved botox mod kæbespændinger?

  • Præcis placering: Scanning viser musklens lag og senestrøg, så dosis kan fordeles jævnt i de relevante afsnit.
  • Bedre effekt: Jævn fordeling mellem senestrøg giver mere ensartet muskelafslapning og mere forudsigelige resultater.
  • Mindre risiko for paradoks udbuling (paradoxical bulging): Også det overfladiske lag behandles målrettet.
  • Mindsker spild i spytkirtelvæv: Ved variant anatomi (stor parotis) hjælper scanning med at holde dosis i muskelvævet.
  • Færre blå mærker: Direkte visualisering gør det lettere at undgå blodkar.

Læs også: Bivirkninger ved botox – uddybende information på neurolog.nu

Ultralydsscanning af kæbemuskel (masseter)